Nyt æresmedlem udnævnt ved sportsugen 2016
- Søndag, 14 august 2016 14:48
- Skriftstørrelse Mindre skrift større skriftstørrelse
- Udskriv
I år hvor det er 40 år siden at den første ”Sommerfest”, som den blev kaldt i den spæde start, er det vel på sin plads og udnævne endnu et æresmedlem i KGI.
En person der rent faktisk har været med helt fra starten hvor Grindløse og Klinte idrætsforeninger blev lagt sammen til en idrætsforening nemlig KGI.
Han, for det er en han – har altid været involveret i forskellige dele af KGI. Han har spillet fodbold på diverse hold lige fra hans ungdomsår, til superoldboys i den udstrækning tiden tillod det. Han har været fodbolddommer, bestyrelsesmedlem og siddet i diverse udvalg igennem tiden og han er stadig med på ”sidelinien”.
Han har en mening om alt der foregår i klubben, og han kan til stadighed godt dele en verbal øretæve ud hvis han mener den siddende bestyrelse ikke lige løser opgaverne i KGI´s ånd.
Som i mange af de forgangne sportsuger, er han stadig og finde på pladsen hvor han løser de opgaver, han har sagt ja til, og efter sigende har han ikke misset en eneste sportsuge i de 40 år der nu er gået. Det er der vidst ikke ret mange andre der kan klare!
Han er ”foreningsmand” helt ud til fingerspidserne, og forstår i ordets bogstaveligste forstand hvad en forening er og hvilken betydning den har for lokalsamfundet.
I hans unge år, var det KGI der fik meget glæde af hans evner som foreningsmand, men i den senere tid er det også andre foreninger på hele Nordfyn der har glæde af at han kæmper for foreningerne og foreningstanken
I klubben har vi også halvpart i det efterhånden traditionsrige cykelløb der i år køres den 19 august, og også her er der blevet tid til at deltage – han var rent faktisk en af initiativtagerne til det. Igennem de 11 år der nu er kørt cykelløb har han, sammen med en del andre, været med til at samle over en halv million kr. til deling imellem BGIF og KGI.
Nu er det vidst afsløret – Jens Otto Dalhøj – Rigtig mange tak for dit altid, utrættelige, initiativrige og ærlige engagement i KGI.